Mathias Gidsel i turbulent og svær tid
Det kan have sin pris, når man fra den ene dag går fra at være ukendt, til lige pludselig at være en af de mest omtalte håndboldspillere i Danmark.
Det var det, der skete for Mathias Gidsel, da han stormede ind på det danske landshold ved VM i Egypten i 2021.
Et VM guld og en plads på allstar-holdet med hjem i baggagen, skulle jo umiddelbart lyde som en kæmpe succes, og en oplevelse man kunne flyve højt på i lang tid. Men virkeligheden var en anden for Mathias Gidsel.
Perioden efter VM blev en turbulent tid, og var præget af det, som Mathias Gidsel selv beskriver som en “krise”.
“Der var selvfølgelig rigtig mange fantastiske mennesker, min familie, holdkammerater, klub i GOG, der sagde til mig, at du skal være opmærksom på det her med, at det ikke altid er nemt at komme hjem fra en slutrunde” siger Mathias Gidsel i TV2-dokumentaren “Mathias Gidsel - mod alle odds” samt artikel på Her&Nu.
Det store pres og den ekstra bevågenhed, som følger med, når man på så kort tid, bliver en af Danmarks helt store profiler, blev for meget for Mathias Gidsel.
Gidsel som på daværende tidspunkt spillede i GOG Håndbold, var tappet for energi og manglede overskud. Til sidst måtte han også indse, at der var behov for at søge hjælp udefra, og kontaktede derfor en sportspsykolog.
Interessen for den vestjyske højreback er dog de seneste år ikke blevet mindre, men alt tyder på, at vi nu ser en mere moden Mathias Gidsel, som ved, hvordan han skal navigere rundt i livet med alt den ekstra opmærksomhed på sig.
Mathias Gidsel har også tidligere udtalt, at noget af det, han elsker ved at spille i den tyske bundesligaklub Füchse Berlin, er at han kan gå rundt i den tyske hovedstads gader og være fuldstændig ukendt.