Efter finalesejren på 31-28 talte han med HBOLD.dk og den øvrige danske presse. Ikke som en spiller, der havde været på banen i finalen, men som en del af et hold, han stadig følte sig fuldt ud forbundet med. Glæden var ikke dæmpet. Tværtimod.
“Det betyder lige så meget, som hvis jeg ikke havde været skadet. Jeg har drømt om at være en del af et hold, der har alle tre titler på samme tid, i lang tid. Det har været et ønske, jeg har haft, siden vi tog de to første, og hvor vi kunne se frem mod muligheden på hjemmebane.”
For Jørgensen blev januar en måned med voldsomme kontraster. Skaden ændrede hans rolle, men ikke hans tilhørsforhold.
“Januar har selvfølgelig været lidt af en rutsjebanetur for mig, men jeg er stadig sindssygt stolt og glad for at stå her nu og få medaljen.”
Han fulgte holdet tæt – både hjemme fra tv og senere fra tribunen – og blev hurtigt en synlig del af kulissen igen.
“Jeg har haft det godt derhjemme, men jeg tror, at glæden og oplevelserne er sjovere at være en del af her. Det er fantastisk at kunne støtte holdet og se dem gøre det inde på banen.”
Da han vendte tilbage til arenaen under semifinalen, blev han mødt af både holdkammerater og publikum. En modtagelse, der gjorde indtryk.
“Det har været meget overvældende. Jeg var virkelig spændt og nervøs, da jeg gik ind i arenaen i fredags til semifinalen. Det var første gang, jeg var tilbage.”
“Hele hallen tog imod mig med enorm kærlighed, og jeg håber, de kunne mærke, at jeg prøvede at sende alt, hvad jeg kunne, tilbage i form af kærlighed og taknemmelighed,” siger Lukas Jørgensen
