Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Medie: Afløseren for Casper U. Mortensen er fundet

HSV Hamburg har allerede fundet afløseren for Casper U. Mortensen. Det skriver Sport Bild.

Det står fast, at den danske venstre fløj efter denne sæson vender hjem til Danmark efter i alt fem og et halvt år i klubben. Kontrakten bliver ikke forlænget, og Mortensen har selv forklaret beslutningen med familiemæssige hensyn.

“På denne udlandsrejse er vores søn Carlo blevet født, og nu er det det rigtige tidspunkt at komme tættere på vores familie i Danmark,” har Mortensen sagt om beslutningen.

Men i Hamburg har man ikke spildt tiden. Ifølge SPORT BILD har klubben allerede lukket hullet på venstre fløj. Afløseren bliver tyske Noah Beyer, der skifter fra Bergischer HC til HSV.

Den 28-årige venstre fløj har været en markant profil for BHC. I denne sæson har han scoret 111 mål i 20 kampe med en træfsikkerhed på 77 procent. I sidste sæson i 2. Bundesliga nettede han hele 176 gange med en scoringsprocent på over 80, inden Bergischer HC rykkede tilbage i Bundesligaen i sommeren 2025.

Efter EM-pausen viste Beyer igen sin klasse, da han scorede ni mål på ti forsøg mod Melsungen.

Noah Beyer har valgt ikke at forlænge sin aftale med Bergischer HC og har på klubbens hjemmeside sagt:

“Jeg er meget taknemmelig for de seneste år i Bergischer HC. Vi er gået igennem både op- og nedture sammen, og jeg har udviklet mig som spiller. Men til sommer venter en ny sportslig og personlig udfordring. Indtil da vil jeg give alt for BHC. Jeg takker alle i klubben og især fansene for en fantastisk tid.”

Beyer er uddannet i TUSEM Essen, hvor han spillede fra 2014 til 2022, inden han tog skridtet til Bundesligaen med skiftet til Bergischer HC. HSV-træner Torsten Jansen har selv en fortid i TUSEM Essen, hvor han blandt andet blev tysk A-juniormester.

Dermed ser HSV ud til at have sikret sig en målfarlig og etableret Bundesliga-profil som erstatning for den afgående danske OL-guldvinder.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder