Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

NFH-spiller båret ud: Cheftræneren frygter det værste

NFH tabte torsdag aften 29-21 til Odense, men resultatet fyldte meget lidt i øjeblikket efter slutfløjtet.

Kampen blev overskygget af en alvorlig skade til Mona Obalis, og efter kampen var fokus rettet et helt andet sted end på cifrene på måltavlen.

På spørgsmålet om status på den skadede spiller lægger cheftræner Niels Agesen ikke skjul på sin bekymring.

”Jamen, jeg ved jo ingenting. Men jeg antager det værste. Så det er først og fremmest Mona, jeg tænker på. Der er jo ingen, der fortjener at sidde ude i en lang periode med en frygtelig skade. Jeg håber, jeg bliver positivt overrasket, men jeg frygter det værste,” siger han til NFH Supporters.

Agesen har ikke selv set præcis, hvad der skete i situationen, men reaktionen efterfølgende giver ham grund til uro.

”Jeg vil ikke antage det ene eller det andet. Men hendes reaktion siger jo det hele, og vi håber bare det bedste.”

Allerede om 46 timer venter næste opgave for NFH, og her forventer cheftræneren ikke, at Mona Obalis bliver en del af truppen. Det efterlader holdet i en svær situation, da der i forvejen er mangel på spillere.

”Det er bare meget sort lige nu, det bliver jeg nødt til at sige. Jeg har lidt svært ved at overskue det hele. Vi må kigge på det og håbe, at vi kan lave en plan, der kan gøre, at vi kan slå Blomberg-Lippe lørdag, og så tage tingene derfra.”

Han peger på, at 7-mod-6-spillet kan blive en løsning, selvom det ikke er et greb, han normalt ønsker at prioritere.

”Ressourcemæssigt kan det jo blive en nødvendighed, så det kan være en løsning. Det er noget, jeg lige skal bruge et par timer på at tænke igennem.”

Om selve nederlaget mod Odense er Agesen klar i sin analyse.

”Odense var bare bedre end os. Vi taber for mange dueller defensivt, og vi vinder stort set ikke nogen i den anden ende. Farten var ikke nok, og vi var ikke målsøgende nok. Jeg tror, vi taber med ni i kontra, og det er jo typisk en fase, hvor vi normalt skal være stærke.”

Han erkender samtidig, at NFH endnu mangler noget for at kunne matche ligaens absolutte top.

”Nu har vi gjort det to gange mod Odense, og vi har gjort det mod Esbjerg. Så vi må erkende, at vi har et stykke op. Vi skal være skarpere i de fysiske dueller, bedre til at håndtere den risiko, vi spiller med, og dække bedre op, end vi gjorde i dag.”

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder