NFH-træner: Det ærgrer mig rigtig meget, at vi ikke får mere ud af det
På udebane tørnede Jakob Larsens tropper sammen med det rumænske tophold CSM Bucuresti, da de to mandskaber krydsede klinger i 4. spillerunde i EHF Champions League Women.
I den rumænske hovedstad gav falstringerne værterne kamp til stregen og kunne med lidt mere held have fået point med hjem i bagagen.
Desværre blev begge point i Rumænien, da hjemmeholdet vandt opgøret med knebne 27-26.
Se kampen i tal HER
”Vi skulle have haft point. Det er måske lidt grådigt at sige, fordi vi gerne ville have solgt kampen for et lille nederlag på forhånd. Men når vi nu stod med muligheden efter en rigtig god første halvleg, hvor jeg synes at vi, efter en svær start, får arbejdet os ind i kampen og spiller fremragende i en periode, så ærgrer det mig rigtig meget, at vi ikke får mere ud af det”, sagde Jakob Larsen til Folketidende.dk efter kampen.
Holdets næste europæiske opgave er på lørdag, hvor de på hjemmebane byder de norske vicemestre fra Storhamar op til dans.