Der bliver ikke hentet hjælp udefra, selv om usikkerheden vokser omkring Lukas Jørgensen.
Den danske stregspiller er sendt til scanning med sit knæ, men uanset udfaldet er der lige nu ingen planer om at indkalde en erstatning. Det fastslår landstræner Nikolaj Jacobsen i et interview med TV 2 SPORT.
”Der kommer ingen erstatning. Ikke som det er lige nu. Så løser vi tingene internt,” siger han.
Meldingen kommer, selv om situationen på stregen er skrøbelig. Hvis Lukas Jørgensen viser sig at være ude, står Danmark tilbage med Magnus Saugstrup, Simon Hald og Emil Bergholt. Og netop Bergholt er et åbent spørgsmål.
Hans kæreste er højgravid og har termin i dag. Det betyder, at Bergholt kan blive nødt til at rejse hjem med kort varsel – også på en kampdag. I så fald kan Danmark i en periode ende med kun to stregspillere til rådighed.
Alligevel holder Nikolaj Jacobsen fast i planen.
”Det er ikke så nemt. Men nu med Lukas’ situation … Det er sjældent, jeg beder om så meget, men nu har jeg så bedt om, at den fødsel bliver på en hviledag,” siger landstræneren med et skævt smil.
Indtil videre bliver løsningen altså fundet internt i truppen, mens landsholdet afventer svar på scanningen og håber, at kabalen alligevel går op.




























