Efter tre mesterskaber i træk og en historisk oprykning, der bragte Rostock Dolphins tilbage i tysk kvindehåndbolds 2. Bundesliga efter 15 års fravær, har cheftræner Dominic Buttig valgt at trække stikket.
Sæsonstarten har udviklet sig til et sandt mareridt for oprykkerne, som efter syv spillerunder fortsat står noteret for nul point og indtager rækkens sidsteplads. Den sportslige krise fik Buttig til selv at bede klubbens ledelse om at blive fritaget for cheftrænerhvervet – et ønske, bestyrelsen har imødekommet.
I et interview med den tyske avis BILD sætter klubejer Steffen Bockhahn ord på trænerens afgang:
“Dominic har sandsynligvis kæmpet mere med situationen, end udenforstående overhovedet kan forestille sig. Hans absolut professionelle indstilling og ubetingede vilje til at videreudvikle holdet og få spillerne op på deres maksimale er forbilledlig. Men vi må sande, at det ikke længere lykkedes ham at bringe holdet frem til de nødvendige præstationer. Det er beklageligt for holdet, for fansene og også for Dominic Buttig selv, hvis trænerevner vi fortsat er overbeviste om.”
Dominic Buttig forlader dog ikke klubben helt, da han uændret fortsætter i sine øvrige funktioner som administrerende direktør og sportslig leder for klubben.
På trænerbænken overtages ansvaret midlertidigt af andetholdstræner Lothar Goldschmidt og ungdomstræner Jana Kokot, mens ledelsen fortsat fastholder troen på, at overlevelse i rækken er inden for rækkevidde.




























