Aalborg Håndbold skal være klar fra sæsonens begyndelse, når Champions League fra den kommende sæson bliver afviklet i et helt nyt format.
I en årrække har turneringen bestået af to puljer med otte hold i hver. Fremover deltager 24 hold, som bliver fordelt i seks puljer med fire hold.
Kun de to bedste hold fra hver pulje går videre, og dermed bliver der langt mindre plads til en langsom start. Aalborg kan ikke længere regne med at spille sig stille og roligt ind i turneringen, men skal levere fra de første kampe i september.
“Det er et helt andet format, der gør, at du allerede her i begyndelsen af september måned skal være i god form og være klar, og det håber jeg selvfølgelig også, at vi er, men spændende bliver det,” siger Aalborg-direktør Jan Larsen til TV2 Nord.



























