Når 1. divisionsherrerne i FIF håndbold løber på banen i den nye sæson, vil det være det nyopstartede selskab, FIF Håndbold ApS, der fremadrettet skal stå for administrationen og driften af FIFs bedste herrehold. Det står klart efter at bestyrelsen og en række personer fra FIFs styregruppe på herresiden er blevet enige om en aftale for udviklingen af herrehåndbolden i FIF gennem det nyoprettede selskab. Som en del af aftalen overdrages licensen for FIFs bedste herrehold til selskabet, der vil være ansvarlige for både den sportslige og økonomiske drift af herrehåndbolden i FIF.
Selskabets sportslige mål er at udbygge det stærke træningsmiljø, der er opbygget gennem de seneste tre sæsoner, og samtidig sikre at FIFs bedste herrehold er en fast og veletableret del af 1. division, og forbliver en stærk ambassadør for Københavnsk herrehåndbold. Det skriver klubben på deres hjemmeside. Ligeledes skal selskabet sikre, at holdet lever op til kravene fra både Dansk Håndbold og Divisionsforeningen Håndbold.




























