GOG fortsætter den stærke sæsonstart i Bambuni Herreligaen. Lørdag eftermiddag besejrede de Fredericia med 32-28 i Arena Svendborg og har dermed fortsat ikke prøvet at gå fra banen uden point i denne sæson.
GOG fik hurtigt sat sig på opgøret og gik til pause med en føring på 16-12. Fredericia kom bedre med efter pausen og fik reduceret afstanden, men hjemmeholdet bevarede kontrollen og kunne til sidst sikre sig sejren med fire mål.
En væsentlig årsag til GOG-sejren var Kevin Møller i målet. Den hjemvendte keeper leverede endnu en stærk præstation og sluttede kampen med 16 redninger og en redningsprocent på 37,2.
I den anden ende af banen var Óli Mittun – igen – særdeles effektiv. Den færøske playmaker scorede otte gange på otte afslutninger og blev dermed GOG’s topscorer i opgøret.
Sejren betyder, at GOG efter seks kampe står med 11 point og fortsat er ubesejret. Holdet har vundet fem kampe og spillet én uafgjort. Fuldstændig samme start som Ribe-Esbjerg har fået. De har nemlig også 11 point – og de to hold har desuden også en målscore på +22. Der er altså fuldstændig dødt løb imellem dem.
Bag de to tophold følger SAH med otte point, mens Aalborg har syv. Fredericia, Skjern og Mors-Thy har alle seks point.
Den 28. september gæster GOG Blue Water Dokken i en direkte topkamp mod Ribe-Esbjerg HH. Kampen fløjtes i gang kl. 18:30.




























