Sommerferien er slut, og der er igen liv i træningshallen hos Odense Håndbold.
Den danske storklub har mandag taget hul på forberedelserne til den kommende sæson og markeret opstarten med den korte besked på sociale medier:
“We are so damn back!!!”
Opstarten byder også på flere nye ansigter i truppen. Odense har hentet den svenske landsholdsmålmand Johanna Bundsen og den tyske profil Xenia Smits, som begge er kommet til fra Metz Handball.
Derudover er den russiske stjernespiller Anna Vyakhireva skiftet til klubben fra Brest Bretagne Handball, mens den hollandske streg Romée Maarschalkerweerd er rykket til Odense fra HH Elite.
Xenia Smits bliver dog ikke en del af holdet fra sæsonstart. Den rutinerede bagspiller er på barsel og forventes først tilbage senere på sæsonen.
Odense går dermed ind i en ny sæson med en trup, der endnu en gang tæller flere internationale profiler og ambitioner om at kæmpe med om titlerne.





























