Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Pytlick afviser topscorersnak: Jeg aner ikke en skid om det

Simon Pytlick afviser fokus på topscorertitlen ved EM og slår fast, at målet for både ham selv og Mathias Gidsel er EM-guld – ikke individuelle priser.

Simon Pytlick er midt i kampen om topscorertitlen ved EM. Alligevel er det ikke noget, der optager ham. Faktisk vidste han knap nok, hvordan stillingen så ud, før han blev spurgt.

Inden semifinalerne har portugisiske Francisco Costa scoret 61 mål, mens Mathias Gidsel står noteret for 54 og Pytlick selv for 51. Med to kampe tilbage har de danske profiler stadig mulighed for at hente portugiseren, men det er ikke noget, der fylder internt i den danske trup.

”Jeg bliver bombarderet med spørgsmål om noget, jeg ikke aner skide om. Det aner jeg heller ikke noget om,” siger Pytlick og slår hurtigt fast, hvad fokus er rettet imod.

”Det fylder overhovedet ikke. Det, der fylder for mig, er, at jeg skal gøre mit for, at vi kan få et EM-guld til Danmark.”

Ifølge Pytlick er individuelle priser sekundære, når man står midt i en slutrunde, hvor medaljerne er inden for rækkevidde.

”I bund og grund er vi ligeglade med, hvad man ellers kan vinde individuelt. Der bliver lagt meget op til det udefra, men for os personligt handler det om at stå med en EM-pokal – ikke om at vinde en topscorertitel,” siger han.

Snakken om mål og placeringer er altså noget, der primært lever uden for omklædningsrummet. Også selv om to danske spillere ligger helt fremme i statistikkerne.

”Det kan jeg også godt snakke med Mathias om,” siger Pytlick.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder