Danmark fik en svær indledning på den sidste mellemrundekamp mod Norge, hvor nordmændene efter et kvarters spil havde bragt sig foran 10-7. På bænken så landstræner Nikolaj Jacobsen tydeligt utilfreds ud, inden han resolut gik mod timeout-knappen.
Kort efter vendte kampen fuldstændigt. Danmark satte sig massivt på opgøret, løb fra Norge og sluttede med en storsejr på 38-24. Dermed er Danmark klar til EM-semifinalen, hvor Island venter fredag.
Efter kampen blev Simon Pytlick spurgt ind til den tidlige timeout og det, der udefra kunne ligne en kontant opsang fra landstræneren.
“Nej, vi får aldrig skideballer. Det er sjældent, vi får skideballer. Der var bare nogle ting, der skulle rettes til i nogle nye ting, vi spillede. Nogle gange er det nemmere at gøre ved at gå derover og sige det, end at stå og råbe ind, for ellers kan det godt blive misforstået. Det handlede om at få rettet tingene til, fordi nogle af de nye ting ikke fungerede. Det kan godt se ud, som om jeg er rød i hovedet, men det er jeg faktisk ikke,” siger Simon Pytlick til den danske presse, herunder HBOLD.dk.
Timeouten blev et tydeligt vendepunkt i kampen. Danmark fik justeret defensiven, tempoet blev skruet op, og i løbet af kort tid var kampbilledet vendt på hovedet. Herefter var der reelt kun ét hold på banen.
Fredag venter næste store opgave, når Danmark møder Island i EM-semifinalen.




























