LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Rasmus Lauge afviser spekulationer: - Det handler ikke om det

Den danske bagspiller, Rasmus Lauge, afviser Danmark pludseligt begyndte at tage for let på opgaven, da Egypten kom snigende bagfra i et storstilet comeback efter at have været bagud med 10 i pausen. 

SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, HBOLD.DK): Rasmus Lauge afviser det prompte - og med det samme. 

Nærmest inden spørgsmålet er stillet færdigt, har han sagt, hvad han mener om det. 

Bare så der ingen tvivl er ovenpå Danmarks 30-27-sejr efter 19-9 ved pausen:

- Nej, jeg synes ikke, at vi tager for let på det. Det er heller ikke det, der kendetegner os som hold, siger Rasmus Lauge til HBOLD.dk.

- Når du at blive nervøs undervejs?

- Nej, det jeg synes egentlig ikke. Det er frustration over, at vi ikke får sat bolden i kassen. Vi spiller os til fine chancer, men vi brænder atypisk meget i forhold til, hvad vores hold består af - inklusiv mig selv. Det er kendetegnet over hele linjen i anden halvleg. 

- Det er ikke noget, man kan gå hjem og træne på. Vi træner jo afslutninger hver evig eneste dag, og det er jo ikke raket-videnskab. Det er en blanding af den berømte kynisme og koncentration, vi skal have ind igen, for jeg synes jo egentlig, at angrebsspillet stadig sidder fint. 

- Jeg synes, det er en kamp, som vi kontrollerer langt henne ad vejen. Det er kun, fordi det er et relativt stort comeback, Egypten er ved at lave, at man kan gå hen og blive nervøs. De kommer heldigvis heller ikke tættere på end slutstillingen. Vi skal altid tage de gode ting og sejrene med, og det er klart, det her var trods alt en sejr, der var relativt sikker. Så er der mere malurt i bægeret end mod Frankrig. Det må vi se på, inden vi igen står om to døgn og skal spille igen, siger han. 

Endnu en sejr er trillet ind på kontoen - og alle sejre tæller, siger Lauge. 

Nu står Danmark med maksimumpoint efter to kampe med to af verdens bedste landshold:

- En sejr er en sejr, og det var en relativ sikker sejr. Det tager vi med. Vi styrer dem fuldstændig i første halvleg og lægger fundamentet til en fantastisk sejr. Men det er to point på kontoen.

- Vi har snakket om, at den her start kunne være forfærdelig svær. Nu står vi med fire point og et rigtig godt udgangspunkt. Nu handler det om at bygge ovenpå. Vi skal særligt kigge på anden halvleg, slutter Rasmus Lauge. 

Danmark har mere end to døgn til at forberede sig på næste modstander, der er Argentina onsdag aften klokken 21.00. 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder