Live – Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Så du det? Mads Mensah brølede sin jubel ud i sjældne minutter

Der var ikke meget tvivl at spore, da Mads Mensah i et sjældent øjeblik vendte sig mod tribunerne og lod jubelen få frit løb.

JYSKE BANK BOXEN (HERNING, HBOLD.DK) EM-finalen mellem Danmark og Tyskland rummede det hele – nye roller, maksimalt pres og en kulisse, der kaldte på følelserne.

Mads Mensah blev som sædvanligt fristes man til at sige kastet rundt mellem flere positioner i løbet af kampen. Både som bagspiller og med minutter på stregen måtte han løse opgaver, der krævede både overblik og offervilje.

– Det var fedt. Det var en fed kamp. Backen er jo noget, jeg er vant til. Og bare at skulle stå lidt i vejen inde på stregen i nogle overtals-situationer – det var også til at have med at gøre, siger Mads Mensah efter finalen til HBOLD.dk og den danske presse.

Han understregede samtidig, at det ikke var alle, der fik den opmærksomhed, de fortjente.

– Jeg synes, der var nogle andre “alt-muligt-mænd”. I dag med Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen, som virkelig fortjener kæmpe hæder.

Midt i kampens intensitet fik Mensah et par sekunder, hvor følelserne tog over – og han vendte sig mod publikum for at dele øjeblikket.

Halspeakeren kvitterede med den fremragende forsvarsaktion ved at lade Boxen brøle efternavnet “MENSAH”, som havde han scoret et mål:

– Det handler bare om, at i sådan nogle kampe, hver gang man kan lægge tryk på modstanderen, så kan man lige så godt udnytte, at man har 15.000 i ryggen. Så det var egentlig bare det.

Finalen blev kulminationen på en lang og krævende slutrunde, hvor presset kun voksede kamp for kamp.

– Det er fedt. Virkelig fed kulisse og en kamp, hvor alt er på spil. Så fantastisk, at vi lykkes efter en hård måned, lød det fra Mensah.

Personligt betød kampen også mere ansvar og flere minutter på banen, end han tidligere havde haft i turneringen.

– Det er altid fedest at være inde på banen. Det synes jeg også, det er. Så det er dejligt, at der var nogle minutter til mig.

EM-guldet fuldendte en måned, hvor Danmark nu står med alle tre store titler – men vejen dertil var ikke uden bump.

– Det har været en fantastisk måned. Virkelig sjov. Men også en måned, der bød på noget nyt, efter vi tabte til Portugal. Det har været en hård måned, og holdet har været i nogle uvante situationer, sagde Mensah og fortsatte:

– Jeg tror faktisk, det har været rigtig sundt. Nu hvor alt er gået godt, føler jeg, at holdet står endnu stærkere. Det er en fantastisk god måde at slutte på.

Og netop den styrke – både kollektivt og mentalt – blev symboliseret i de få sekunder, hvor Mads Mensah brølede sin jubel ud og lod hele arenaen mærke, at guldet var Danmarks.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder