Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Sammenlignede spillere med frosne kyllinger: Nu har præsident fået undskyldning

EHF-præsident Michael Wiederer erkender, at EM-kampprogrammet ikke var godt for Kroatien og Island, men slår fast, at forbundet allerede arbejder på at undgå lignende problemer ved fremtidige slutrunder.

Det afsluttende pressemøde ved EM blev lørdag afholdt i Jyske Bank Boxen, og her fik EHF-præsident Michael Wiederer mulighed for at svare på kritikken af slutrundens planlægning. Blandt de fremmødte danske medier var TV 2 SPORT, DR Sporten og HBOLD.dk, mens resten af salen var fyldt med international presse.

Anledningen var den markante kritik, som Kroatiens landstræner Dagur Sigurdsson rettede mod EHF tidligere på ugen. Kritikken gik især på kampprogrammet, hvor Kroatien og Island spillede både tirsdag og onsdag, havde rejsedag torsdag og derefter semifinaler fredag. Danmark og Tyskland spillede derimod mandag og onsdag og havde ingen rejsedag inden semifinalerne.

TV 2 SPORT spurgte direkte ind til kritikken, og her lagde Wiederer ud med at vise forståelse for trænernes perspektiv.

”Først og fremmest er jeg så tæt på sporten, at jeg ved, hvordan trænere agerer. De handler ud fra deres eget hold, ud fra det billede, de gerne vil skabe, og som en del af deres forberedelse. Det har jeg stor forståelse for,” sagde EHF-præsidenten.

Han afviste dog, at kritikken ramte helt, som den blev fremlagt.

”Når det er sagt, kan jeg ikke være enig i, at kritikken rammer på det niveau, som blev antydet. Man er nødt til at adskille tingene. Én ting er indholdet, noget andet er den måde, præstationen og rammerne blev omtalt på,” sagde Wiederer.

Ifølge EHF-præsidenten har forbundet allerede internt arbejdet med problemstillingen og ser fremad mod kommende slutrunder.

”Det kom bare ikke helt tydeligt frem gennem medierne. Vi havde allerede før opdateret om det internt, både frem mod 2030 og endnu tidligere. Generalsekretæren har også været inde over det. Allerede ved EM 2028, hvor vi er i dialog med arrangørerne om den præcise kampprogramlægning, er det planlagt, at sådanne problemer skal undgås,” sagde han.

Samtidig erkendte Wiederer, at der var udfordringer ved netop denne slutrunde.

”Jeg vil ikke undlade at sige, at noget ikke var godt. Kampprogrammet var ikke godt for Island og heller ikke for Kroatien. Og miljøet omkring det – det behøver vi ikke dvæle mere ved,” sagde han.

På spørgsmålet om, hvordan problemerne kunne opstå, hvis EHF allerede var opmærksom på dem, pegede Wiederer på de lange planlægningshorisonter.

”Kampprogrammet i Europa bliver fastlagt tre år i forvejen. Det handler om arena-tilgængelighed og en lang række andre forhold. Det var en del af de store planlægningsdokumenter. Og så blev det tydeligt, at kampprogrammet skulle forbedres,” sagde han.

Afslutningsvis blev Wiederer forholdt til Dagur Sigurdssons opsigtsvækkende formulering om, at spillerne blev behandlet som ”frosne kyllinger”.

”For det første har han siden undskyldt for den formulering. For det andet skal man nogle gange høre på den måde, trænere udtrykker sig på, når de taler i affekt. Det er ikke acceptabelt, og det er heller ikke rart at høre. Men når noget ikke fungerer optimalt, må man leve med kritik,” sagde EHF-præsidenten.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder