Kameraet, som er placeret på dommerens bryst, giver seerne mulighed for at opleve intense situationer direkte fra kampens centrum – præcis som dommeren ser dem i realtid. Det betyder blandt andet nærbilleder af tacklinger, målsituationer og dialogen mellem spillere og officials.
Det er første gang teknologien anvendes ved et europamesterskab på herresiden. Senest blev RefCam brugt ved kvindernes VM i december, hvor kameraet også var med i de sidste kampe.
Ifølge arrangørerne er formålet både at give seerne en mere levende kampoplevelse og øge forståelsen for dommernes beslutninger i pressede situationer. Det skriver TV 2 Sport.
Det er endnu uvist, hvor stor en rolle RefCam kommer til at spille i den fremtidige tv-dækning, men EM-seerne får nu mulighed for at følge kampene fra sportens måske mest hektiske position.




























