DanskHåndbolds disciplinærinstans har truffet afgørelse i den opsigtsvækkende protestsag vedrørende stjernemålvogter Jannick Green. Protesten fra Aarhus Håndbold er blevet afvist, og HØJ Elites storsejr på 32-22 fra sæsonpremieren den 29. august står dermed ved magt.
Aarhus Håndbold havde nedlagt protest i håb om at få tilkendt sejren ved skrivebordet, da klubben mente, at Jannick Green manglede at afsone en 12 år gammel karantæne fra sin tid i Bjerringbro-Silkeborg i 2014, før han dengang drog på et mangeårigt udlandseventyr.
Disciplinærinstansen har dog pure afvist protesten og slået fast, at den rutinerede målvogter var fuldt spilleberettiget i opgøret.
Hos HØJ Elite vækker afgørelsen glæde, men ingen overraskelse, da klubben havde gjort sit forarbejde grundigt forud for sæsonstarten:
“Vi er glade for, at der nu er kommet en afgørelse – og udfaldet er heldigvis også, som vi forventede. Vi undersøgte spørgsmålet om karantæne hos både DanskHåndbold og Danmarks Idrætsforbund inden Jannicks første kamp og fik bekræftet, at han ikke skulle afvikle den. Derfor er vi heller ikke overraskede over afgørelsen, men vi glæder os over, at vi nu kan lægge sagen bag os,” siger direktør i HØJ Elite, Helle Rasmussen.
Dermed beholder HØJ Elite de to point, og klubben kan nu rette det fulde fokus mod det sportslige ræs i toppen af rækken.





























