Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Slut efter to års Final4-stime: Sønderjyske bød Aalborg op til dans

Sønderjyske Herrehåndbold tabte pokalkvartfinalen 21-24 til Aalborg Håndbold trods ni mål af Reinier Taboada. Assistenttræner Peter Nielsen roser holdets fighterindsats.

Drømmen om en tredje Final4-deltagelse i træk brast onsdag aften for Sønderjyske Herrehåndbold. Foran 2.000 tilskuere i Sydjysk Sparekasse Skansen i Sønderborg leverede de lyseblå en stærk arbejdsindsats mod storfavoritterne fra Aalborg Håndbold, men måtte i sidste ende se sig besejret med 21-24 i pokalkvartfinalen.

Opgøret var præget af høj intensitet og to stærke defensiver fra første fløjt. Selvom Aalborg kom bedst fra land med en føring på 3-1 og senere 13-10 kort før pausen, kæmpede hjemmeholdet sig tilbage via mål fra blandt andre Sebastian Augustinussen, Reinier Taboada og Magnus Fredriksen, så pausestillingen blot lød på 12-13 i nordjysk favør.

Efter sidebyttet fulgtes de to mandskaber ad frem til 16-17 efter 37 minutter, hvorefter Aalborg formåede at trække fra med fire mål. Trods en stærkt spillende Thorsten Fries i målet, der noterede sig for 14 redninger, samt hele ni fuldtræffere fra topscorer Reinier Taboada – heriblandt to scoringer i slutfasen, der skabte ny spænding ved 21-23 – lukkede gæsterne kampen med opgørets sidste mål.

Efter nederlaget fremhæver Sønderjyskes assistenttræner, Peter Nielsen, spillernes moral mod en stærk modstander, selvom kræfterne slap op til sidst:

“Vi ser tilbage på en spændende og hård kamp mod et verdensklassemandskab. Vi er selvfølgelig ærgerlige over udfaldet, men det er også en kamp med to ekstremt stærke forsvar, hvor vi desværre løber lidt tør for både idéer og fysik over de 60 minutter, selvom vi forsøger alt, hvad vi kan. Aalborg får nogle vigtige redninger på afgørende tidspunkter, og vi formår ikke helt at udnytte de få chancer, vi får for at vippe kampen over til vores side. Men jeg synes, vi har stor ære af præstationen. Der bliver givet alt i begge ender, og spillerne kæmper hele vejen.”

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder