Det ambitiøse 1. divisionsprojekt i HØJ Elite tiltrækker stor opmærksomhed fra udlandet. Den svenske storklub IK Sävehof er havnet i en akut målmæssig og spillemæssig krise på højre back, efter at profilen Magnus Persson pådrog sig en korsbåndsskade.
I jagten på en øjeblikkelig erstatning har den svenske topklub rettet blikket mod Danmark og HØJ.
Ifølge oplysninger fra Sportbladet, som gengives af Handbollskanalen, har Sävehof henvendt sig med henblik på at kapre den svenske højre back Andreas Lang. Lang kom til HØJ Elite forud for denne sæson efter en årrække i fransk håndbold hos Saint-Raphaël Var Handball.
Fremstødet fra den svenske storklub bar dog ikke frugt, og henvendelsen blev afvist. Sävehof har ligeledes fået nej fra navne som Måns Fredriksson, Colin Tønnesen og Emil Berlin, hvorfor HØJ Elite beholder sin prominente bagspiller uforstyrret i jagten på oprykning til Herreligaen.





























