Bekymringen lagde sig kortvarigt over Blue Water Dokken, da Judith van der Helm tidligt i anden halvleg måtte hjælpes fra banen med en knæskade. Team Esbjerg havde ellers fuld kontrol på EHF Champions League-opgøret mod DVSC Schaeffler, men situationen mindede om, hvor hurtigt en aften kan skifte karakter.
Hollænderen gik i en duel, og da gæsterne scorede, blev hun liggende på gulvet og tog sig til knæet. Hun blev båret ud til behandling bag bænken, inden hun kort efter selv gik haltende i omklædningsrummet. Reaktionerne var tydelige både på banen og på tribunerne.
“Man bliver selvfølgelig bange, når man ser det. Og forskrækket. Men hun kom tilbage til bænken, og hun kunne gå lidt, og så bliver man da lidt mindre forskrækket. Men nu håber vi bare på det bedste,” sagde cheftræner Tomas Axnér efter kampen.
Sportsligt var der ellers meget lidt dramatik. Efter en rodet indledning fik Team Esbjerg gradvist greb om kampen, og i de sidste 20 minutter af første halvleg var der klasseforskel. Forsvaret satte sig, Katharina Filter tog fra i målet, og offensiven producerede mål på stribe. Fra 11-8 voksede føringen hurtigt, og ved pausen stod der 21-12.
“Jeg syntes, vi var i kontrol gennem det meste af kampen. Vi fik godt fat i dem lidt inde i første halvleg, hvor vi havde en god periode på 20 minutter, hvor der også var mange redninger fra Katharina Filter. Det var med til at afgøre kampen i første halvleg. Igen scorede vi næsten 40 mål, så angrebsmæssigt var der gode ting,” sagde Tomas Axnér.
Efter pausen forsøgte gæsterne at skrue op for tempoet og spille mere frit, men Team Esbjerg lod sig ikke forstyrre. Offensiven var fortsat skarp, og selv om intensiteten faldt en smule defensivt, kom sejren aldrig i fare.
“Forsvarsmæssigt mistede vi lidt intensitet i anden halvleg, men der spillede Schaeffler også bedre i angrebet,” lød det videre fra cheftræneren.
Med sejren fortsætter Team Esbjerg en stærk start på det nye år uden nederlag, og pilen peger i den rigtige retning både defensivt og i stabilitet.
“Det er med til at give os lidt stabilitet. Vi har ikke tabt nogen kampe i det nye år, og vi har mødt modstand i de opgør. Det giver os selvtillid, for vi spiller også god håndbold i længere perioder,” sagde Tomas Axnér.
Judith van der Helm skal i de kommende dage undersøges nærmere for at fastslå skadens omfang.
Allerede onsdag er Team Esbjerg i aktion igen, når turen går til Søhøjlandet og opgøret mod Silkeborg-Voel KFUM i Bambuni Kvindeligaen. Kampen spilles klokken 18.30.




























