Den islandske landsholdsspiller Lovísa Thompson fortsætter karrieren i portugisisk håndbold, hvor hun har skrevet under på en kontrakt med Benfica frem til 2028. Det oplyser klubben i en pressemeddelse.
Efter skiftet fra Valur, som hun vandt EHF European Cup med i sæsonen 2024/25 – kommer den alsidige bagspiller til Lissabon med ambitionen om at føje flere titler til Benficas allerede imponerende meritsamling som femdobbelte portugisiske mestre.
For Thompson bliver det første gang, hun skal spille uden for Norden. Tidligere har hun repræsenteret IF Grótta og Valur i Island samt Ringkøbing Håndbold. På CV’et har hun blandt andet et islandsk mesterskab, flere islandske pokaltitler samt hæderen som MVP i pokalfinalen i 2019.
Til Benficas tv-kanal, BTV, fortæller Lovísa Thompson, at klubbens størrelse og et tidligere besøg spillede en afgørende rolle for hendes beslutning.
– Benfica er en kæmpe klub med en stor historie. Jeg var her sidste år med mit hold, Valur fra Island, og vi elskede faciliteterne og alt omkring klubben. Da de kontaktede mig, blev jeg meget begejstret, fordi jeg ved, at Lissabon er en fantastisk by. Faciliteterne giver os alle muligheder for at blive bedre spillere, siger hun.
Om sine mål i Benfica lægger hun vægt på både den personlige udvikling og holdets succes.
– Jeg vil lære de andre spillere at kende, lære ligaen at kende og udvikle mig som håndboldspiller. Det var derfor, jeg gerne ville hertil. Jeg vil få mest muligt ud af oplevelsen og vinde titler, siger Thompson.





























