Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

TTH Holstebro binder lokalt stortalent

TTH Holstebro forlænger kontrakten med det 19-årige stortalent Emil Hansen frem til 2030.

TTH Holstebro høster frugterne af det lokale talentarbejde og har sikret sig papir på en af klubbens mest lovende profiler i de kommende mange år. Den 19-årige komet Emil Hansen har sat sin underskrift på en ny treårig kontrakt, der løber helt frem til sommeren 2030.

Trods sin status som U19-spiller i indeværende sæson har bagspilleren allerede slået sit navn fast på ligaholdet i Gråkjær Arena efter at have gået hele vejen gennem Mejdal-Halgård, Tvis Håndbold, Holstebro Elitesports sportsklasser og TTH Ungdom.

For hovedpersonen selv var beslutningen om at forpligte sig til klubben på en lang aftale ganske ukompliceret:

“Først og fremmest er jeg rigtig glad for at være her. Der er en masse gode mennesker i og omkring klubben, og jeg kan ikke se, hvor jeg ellers skulle fortsætte min udvikling. Derfor lå det lige til højrebenet at forlænge. Det har været den helt rigtige opskrift for mig. Jeg har kunnet udvikle mig i et rigtig godt håndboldmiljø, samtidig med at jeg har haft en normal hverdag med mine venner og familie – hvor jeg kunne komme hjem og bo hos mine forældre, gå i skole med kammeraterne og få mors aftensmad på bordet. Det har betydet meget, at jeg har kunnet jagte min håndbolddrøm uden at skulle flytte væk hjemmefra.”

Cheftræner Arnór Atlason glæder sig over forlængelsen, der i takt med skoleafslutningen veksles til en fuldtidskontrakt på herreholdet:

“Først og fremmest skal der lyde en stor ros til vores ungdomsarbejde. Det er lykkedes at udvikle Emil til den spiller, han er i dag, og han har haft en rigtig flot udvikling. Han har kæmpet sig til en stor rolle på vores hold, og vi er utrolig glade, når vi kan få en af vores egne spillere hele vejen op gennem talentarbejdet og ind på førsteholdet. Det er rigtig godt for os, at Emil nu kommer på en fuldtidskontrakt. Han skal lige have færdiggjort sin skole, og derefter kan han kalde sig professionel håndboldspiller. Vi har fuld tro på, at Emil har en stor fremtid foran sig.”

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder