Knap to måneder før Tyskland på hjemmebane åbner VM mod Tunesien, skruer den legendariske tidligere landstræner Heiner Brand nu gevaldigt op for forventningerne til det tyske mandskab. Den 74-årige guldtræner fra VM 2007 mener, at Tyskland råder over en historisk stærk trup – og sender samtidig en direkte stikpille mod de danske verdens- og europamestre.
I bogen “Generation Gentlemen” af Ron Ulrich fremhæver Brand den eksplosive udvikling hos unge profiler som Marko Grgic, Miro Schluroff og Julian Köster, samt stammen fra det tyske U21-guldhold i 2023.
Ifølge BILD slår Heiner Brand fast, at det tyske hold har et afgørende våben, som overgår samtlige konkurrenter – inklusive Danmark:
“Vi har af alle hold den bedste power fra bagkæden. Dér kan danskerne heller ikke være med. Vi har med det nuværende landshold mere potentiale, end vi har haft i 50 år! Det er den bedste generation i årtier.”
Skal det munde ud i det første tyske verdensmesterskab siden 2007, kræver det dog justeringer i det offensive flyd:
“Vi skal bare have overført den kraft endnu bedre til banen, og vi skal spille mere flydende. Lykkes det, undgår vi de mange nødskud og tekniske fejl,” påpeger Brand, som desuden øjner konkrete svagheder i det danske forsvar, der ifølge ham kan udnyttes i jagten på guld.




























