Live – Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

Tysk medie: Hold øje med disse spillere i Bundesligaen

Den nye Bundesliga-sæson er kun én spillerunde gammel, men allerede nu har flere spillere gjort opmærksom på sig selv. Både profiler, nye tilgange og mere uventede navne leverede stærke præstationer i åbningsrunden.

Én kamp gør naturligvis ikke en hel sæson. Det er for tidligt at uddele mesterskaber eller konkludere, hvem der får en hovedrolle i den kommende sæson.

Men første spillerunde gav alligevel flere interessante indikationer, da en række spillere markerede sig med præstationer, der i følge tyske handball-world.news gør dem værd at følge tæt i de kommende måneder:

Aymeric Minne, SG Flensburg-Handewitt

Franske Aymeric Minne skulle ikke bruge lang tid på at vise sit værd i Flensburg-trøjen. I 33-31-sejren over Eisenach stod den nye playmaker for seks scoringer og spillede samtidig en central rolle i styringen af Flensburgs offensiv.

Erik Balenciaga, MT Melsungen

Erik Balenciaga scorede blot to gange, da MT Melsungen tabte 31-33 til Füchse Berlin. Alligevel var spanieren en af de spillere, der satte sit præg på Melsungens comebackforsøg.

Domen Makuc, THW Kiel

Domen Makuc leverede en lovende debut for THW Kiel. Den slovenske tilgang scorede seks gange i Kiels 35-27-sejr over Lemgo og blev især afgørende efter pausen, hvor han i stigende grad tog styringen over spillet.

Miro Schluroff, VfL Gummersbach

Måske var ingen spiller mere iøjnefaldende end Miro Schluroff. Gummersbach-spilleren scorede hele 11 gange mod de forsvarende mestre fra Magdeburg – alle scoringer i åbent spil. Gummersbach tabte godt nok 31-33, men Schluroff gjorde livet særdeles besværligt for Magdeburg.

Matthes Langhoff, Füchse Berlin

Efter Lasse Anderssons afgang har Füchse Berlin mistet en markant profil, og det efterlader et hul i offensiven. Det hul ser Matthes Langhoff ud til at være klar til at udfylde. I 33-31-sejren over MT Melsungen blev Langhoff kampens mest scorende berliner med hele ni mål. Dermed overgik han både Mathias Gidsel og Tim Freihöfer, som hver scorede syv gange.

Elias Newel, Frisch Auf Göppingen

Elias Newel er endnu et navn, der gjorde sig bemærket i første spillerunde. Göppingen vandt 32-30 over Erlangen, og Newel bidrog med syv scoringer. For et hold som Göppingen kan en spiller som Newel blive afgørende. Holdet har allerede en stærk base, men har samtidig brug for profiler, der kan tage over, når kampene skal afgøres.

Daniel Rebmann, HBW Balingen-Weilstetten

Hos oprykkerne fra Balingen-Weilstetten var det især Daniel Rebmann, der stjal opmærksomheden. HBW besejrede Hamburg med 30-26 efter en tæt første halvleg, der sluttede 17-17. Rebmann blev skiftet ind efter pausen og satte straks sit aftryk. Målmanden leverede ni redninger og var en væsentlig årsag til, at oprykkerne kunne trække fra i anden halvleg.

Samtidig har flere af Bundesligaens største profiler stadig meget mere at byde på. Det lover godt for en sæson, hvor der allerede efter første spillerunde er dukket en række nye navne op, som kan være med til at sætte deres præg på den tyske Bundesliga.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder