Mandag aften venter endnu et kapitel i rivaliseringen mellem Danmark og Tyskland, når de to hold mødes i Jyske Bank Boxen klokken 20.30. For Juri Knorr er det ikke bare endnu en slutrundekamp, men et opgør med en særlig klang.
Den tyske bagspiller har sin hverdag i Danmark, hvor han spiller i Aalborg, og det sætter sit præg på forventningerne forud for mødet med de danske favoritter, siger han til HBOLD.dk.
“Kampen mod Danmark på mandag bliver selvfølgelig meget svær. De har nogle af verdens bedste spillere og er klare favoritter. Men vi skal spille kampen og se, hvad der sker bagefter.”
Netop rammerne i Boxen gør opgøret anderledes for Knorr, der efterhånden har haft arenaen som hjemmebane.
“For mig personligt er det specielt, fordi jeg bor i Danmark og spiller i Aalborg. Jeg er virkelig glad for at bo der. Hver gang jeg kommer i den her hal, er det noget særligt. Folk er altid meget venlige over for mig.”
Tyskland kommer ind til kampen med visheden om, at der stadig er plads til forbedringer, men også med håbet om at kunne udfordre Danmark mere end tidligere.
“Jeg håber, at vi kan give Danmark flere problemer end tidligere. Men det bliver selvfølgelig svært.”
Regnestykket er dog til at forstå. Tyskerne har to muligheder for at spille sig i semifinalen, og selv om Danmark venter først, er det ikke den eneste chance.
“Vi har to chancer for at komme i semifinalen. Først mod Danmark, hvor vi er store underdogs, men stadig har en mulighed. Hvis det ikke lykkes, har vi endnu en finale mod Frankrig. Vi skal være klar og forbedre os. De sidste to kampe har ikke været perfekte, men jeg tror på, at det her hold kan løfte niveauet.”





























