GOG ruster markant op til fremtiden med tilgangen af en markant profil i den danske herreliga.
De fynske giganter har sikret sig den 26-årige bagspiller Marcus Midtgaard på en fireårig kontrakt gældende fra sommeren 2027 til 2031, når hans tid i Skjern Håndbold rinder ud.
Den alsidige tovejsspiller, som kan optræde både tæt på forsvaret og fra distancen samt løse store defensive opgaver på begge back-positioner, passer perfekt ind i de fynske planer ifølge sportschef Mikkel Voigt.
“Jeg ser Marcus Midtgaard som en meget stærk tilføjelse til truppen fra næste sommer. I Midtgaard får vi en tovejsspiller med meget stor kvalitet og fleksibilitet i begge ender af banen og samtidig endnu mere sammenhæng mellem felterne. Vi har, specielt efter en rigtig god dialog, store forventninger til Marcus Midtgaard i den gule trøje,” udtaler Mikkel Voigt til klubbens hjemmeside.
Marcus Midtgaard kender allerede det fynske håndboldmiljø indgående fra sin tid på Skolerne i Oure, inden karrieren tog fart i Mors-Thy Håndbold, Skjern Håndbold og på det danske A-landshold, hvor han foreløbig er noteret for tre optrædener.
Hovedpersonen selv glæder sig over at vende tilbage til de velkendte rammer for at løfte sit spil yderligere.
“Jeg har valgt GOG, fordi jeg blev tiltrukket af klubbens stærke kultur, spillestil og ikke mindst de høje ambitioner. Jeg ser GOG som det helt rigtige sted for min videre udvikling og forhåbentligt som en god mulighed for at tage de næste skridt i min karriere. Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af holdet, møde folk i og omkring klubben og så håber jeg at kunne bidrage til nogle gode resultater sammen med resten af holdet,” siger Marcus Midtgaard til klubbens hjemmeside.
GOG hapser landsholdsspiller fra ligarival
Allerede i juni kom meldingen om, at Marcus Midtgaards fremtid lå i GOG. Nu har den fynske klub officielt præsenteret landsholdsspilleren på en fireårig aftale fra sommeren 2027.
Færdig i Skjern: Hårdtskydende profil forlader klubben til sommer
Skjern bekræftede tidligere torsdag, at Marcus Midtgaard stopper ved kontraktudløb. Kort efter kom næste kapitel på plads med den officielle præsentation i GOG.
Karakterbog: Mors-Thy Håndbold – Skjern Håndbold
Midtgaard har gennem flere sæsoner vist det niveau, der har bragt ham omkring landsholdet og nu tilbage til GOG. I 2025 blev han blandt andet kåret som kampens bedste med topkarakteren 10 mod Skjern.





























