Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Nikolaj Jensen

Voksenskældud: Landstræneren forklarer mange vredesudbrud

Der blev bandet og svovlet en del mere, end vi måske er vant til at se, fra landstræner Nikolaj Jacobsens vedkommende: Både dommere, med- og modspillere fik en hilsen med på vejen undervejs i 28-25-sejren over Ungarn. 

SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, HBOLD.DK): Rasende er ikke engang ordet, der kan beskrive Nikolaj Jacobsens tilstand flere gange i morgenmødet med Ungarn. 

Den temperamentsfulde danske landstræners blodtryk kom på en alvorlig prøve, og det svingede da også en del op og ned - og det samme kan man sige om det danske spil inde på banen. 

Han vil ikke gå så langt til at kalde det skideballer, men Nikolaj Jacobsen fortæller, hvad der fik ham til at skælde ud:

- Jeg gav ingen skideballer. Jeg står bare og råber lidt ude på bænken. Det er jo ikke rettet til nogen som sådan. Så er det bare mig selv, der bliver irriteret. Jeg hader jo sjuskefejl. Det er bare mig, der skal af med nogle morgenfrustrationer, smiler Nikolaj Jacobsen efter kampen til HBOLD.dk og resten af den danske presse, imens han fortsætter:

- Jeg er glad for, at vi kommer tilbage, får kontakt og fører inden pausen. Vi får ret hurtigt kontrol over det i anden halvleg, og så kører vi en sikker sejr hjem uden at bruge alt for mange kræfter. På den måde var det rigtig fint. Jeg er glad for, at vi kan kontrollere det i anden halvleg, som vi kan. 

Vækkeuret ringede klokken 5 i morges, og så var det ellers i gang med de sidste forberedelser til det på mange måder absurde kamptidspunkt klokken 9.

Det har medført en del udfordringer, men det bekommer faktisk landstræneren ganske godt:

- Vi plejer at være rigtig mange til morgenmaden i den store spisesal, men da vi spiste i morges, var vi de eneste. Vi var helt alene. Det så ikke ud til, at Mathias Gidsel nød de ris, han fik til morgenmad. Men jeg kan godt lide at blive udfordret i stedet for, at det altid er klokken 18.30 eller 21, som det er til EM og VM.

- Her er der noget mentalt i det. Man skal forberede sig på andre måder, og det stiller andre krav til både den enkelte og os som gruppe. Den udfordring kan jeg godt lide. Jeg synes, det er fint. Spillerne var klar til kamp. Vi kommer fint fra land, men vi mister koncentrationen. 

- Jeg er ikke fan at stå op klokken 5 om morgenen for at spille håndbold, men jeg kan godt lide selve udfordringen, slutter Nikolaj Jacobsen. 

Danmark skal møde Norge i den sidste gruppekamp søndag klokken 19.00.

Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER