LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

16 år, mange tårer og tunge nederlag senere: - Jeg niver mig selv i armen, siger landsholdsprofil

Siden Sandra Toft fik debut for det danske kvindelandshold i 2008 har hun haft ét mål for øje -og det er her 16 år efter endelig blevet indfriet. 

SCANDIC CPH STRANDPARK (AMAGER, HBOLD.DK): Langt om længe. Alt godt kommer til den der venter - og håndboldguderne skal vide, at Sandra Toft har ventet længe. 

Endelig kan den rutineret målmandsstjerne sætte kryds, hak, et flag, og hvad hun ellers kan finde på, ud for ét af de allerstørste drømme, hun har haft som professionel håndboldspiller: At repræsentere Danmark ved et OL. 

Efter mange års hård kamp, blod, sved, tårer, ulidelige nederlag og alt det midtimellem så kan Sandra Toft om godt halvanden uges tid trække landsholdstrøje over hovedet til åbningskampen mod Slovenien.

- Det er fedt. Surrealistisk. Jeg niver mig selv i armen, og så glæder jeg mig bare rigtig meget. Det har været min helt store drøm, siden jeg startede i 2008. Det har været en proces, der har gået rigtig meget op og ned. Den har budt på rigtig store nedture, de gange vi har misset OL-kvalifikationen, særligt i 2019. At stå der nu gør mig stolt af den rejse med at få dansk kvindehåndbold tilbage til OL, siger Sandra Toft til HBOLD.dk.

- Hvad har det været for en 16 år lang rejse - og ventetid?

- Den har været hård, sjov og med blod, sved og tårer. Der har været rigtig mange tårer, men her de sidste fire år har det være rigtig sjovt. Selvfølgelig har der også været nederlag, der har gjort ondt, men bare det at vi, 7-9-13, er tilbage på medaljepodiet og er kommet med til OL har gjort det rigtig sjovt.

- Hvornår er det sådan for alvor gået op for dig, at OL-pladsen altså er rigtig?

- Da vi fik OL-tøjet i går, kom den første tanke om at, det er virkeligt det her. Nu sker det. Ellers tror jeg først rigtigt, den rammer mig, når vi er i lufthavnen og skal flyve til Paris. 

De næste knap 10 dage bliver en kamp med uret, følelserne og naturligvis en hulens masse forberedelser i form af kamp, træning, taktikmøder og andet:

- Ej, det bliver lidt flyvsk i forhold til, hvad man føler. Man føler, der er lang tid til, men det er ret tæt på, og man bare gerne vil igennem dem og tage af sted til OL, slutter Sandra Toft. 

Danmark møder Slovenien ved den første håndboldkamp overhovedet til OL i Paris. Der er kampstart klokken 9.00 torsdag den 25. juli.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder