Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Svensk nøglespiller binder sig til FHK på langvarig aftale

Fredericia Håndboldklub har sikret sig papir på en af holdets absolutte nøglespillere for de kommende år. Den 26-årige svenske playmaker William Moberg har sat sin signatur på en kontraktforlængelse, der binder ham til klubben frem til sommeren 2029.

Moberg kom til Fredericia i sommeren 2024 fra IK Sävehof og har lynhurtigt etableret sig som en styrende figur på ligamandskabet. I indeværende sæson har svenskeren fået en flyvende start med en aktuel sjetteplads på Bambuni Herreligaens topscorerliste efter de første fem runder, ligesom han nu er trådt ind i klubbens anførergruppe.

Direktør Thomas Renneberg-Larsen glæder sig over den langsigtede aftale med den målfarlige spilstyrer:

“Vi er meget tilfredse med, at Moberg har valgt at fortsætte i Fredericia Håndboldklub. Siden han kom til klubben, har han lagt lag på lag i sit spil og udviklet sig til en vigtig brik i vores angreb. Han har en rigtig god håndboldhjerne, tager ansvar og fighter altid for holdet på banen. Det fortæller også noget om den rolle, han har fået på holdet. Han bidrager både håndboldmæssigt og til gruppen, og vi ser fortsat et stort potentiale i ham. Derfor glæder vi os til at fortsætte samarbejdet og forhåbentlig skabe mange gode oplevelser, sejre og flere medaljer sammen i de kommende år,” siger Thomas Renneberg-Larsen.

For Moberg selv lå beslutningen lige for. Både det sportslige miljø og tilværelsen i det østjyske matcher ambitionerne:

“Jeg trives rigtig godt både i klubben og i Fredericia, og derfor var det også naturligt for mig at fortsætte. Jeg føler, at jeg har taget store skridt som spiller, siden jeg kom hertil, og jeg kan mærke den tillid, jeg får fra både trænerteamet og mine holdkammerater. Det betyder meget for mig. Vi vil gerne være med, hvor det er rigtig sjovt, og jeg synes, at klubben bevæger sig i en spændende retning. Jeg er sulten efter mere og glæder mig til at fortsætte arbejdet og jagten på nye store oplevelser sammen med FHK,” udtaler William Moberg.

Fredericia – TMS Ringsted i tal
William Moberg har fået en stærk start på sæsonen og nettede seks gange, da Fredericia besejrede TMS Ringsted med 31-26.

Fredericia henter svensk profil i Sävehof
Moberg kom til Fredericia fra IK Sävehof i sommeren 2024, hvor FHK hentede svenskeren ind som ny playmaker til bagkæden.

Fredericia forlænger med nøglespiller
FHK arbejder langsigtet med stammen på ligaholdet og har også tidligere sikret sig en flerårig forlængelse med en central profil i truppen.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder