Paris Saint-Germain fik et enkelt point med hjem fra sæsonåbneren mod Aalborg Håndbold, da Ferran Solé udlignede til slutresultatet 33-33 i de døende sekunder. Onsdag aften gælder det en hjemmekamp mod kroatiske HC Zagreb, og playmaker Luc Steins slår fast, at pariserne ikke må tage noget for givet:
“Vi ved, at Zagreb er en hård modstander, og at vi skal være klar til en krævende kamp. Pointet i Aalborg var vigtigt, men med dette nye Champions League-format skal vi tage hvert eneste point, vi kan få. At spille på hjemmebane foran vores egne fans er en stor fordel for os, og det vil vi udnytte maksimalt,” siger han til eurohanball.com.
PSG har et overvældende historisk overtag mod den kroatiske klub med 13 sejre i 16 indbyrdes opgør, men Zagreb fik en glimrende start på gruppespillet med en 31-29-sejr over RK Celje.





























