Bent Nyegaard om Lasse Møller: En kandidat til EM 2018
Lasse Møller har uden tvivl en fremtid på A-landsholdet, og måske kan han allerede blive en del af holdet til EM 2018, lyder det fra Bent Nyegaard.
Den mest værdifulde spiller, flest assists og topscorer ved VM. Lasse Møller imponerede alt og alle ved U21-VM for få uger siden, og hans præstation er heller ikke gået Bent Nyegaards næse forbi.
Håndboldkommentatoren lægger ikke skjul på Lasse Møllers store talent, og han er ikke i tvivl om, at GOG-spilleren kommer til at repræsentere A-landsholdet i fremtiden.
– Han ville bestemt være en spændende fyr at have med i truppen (red. til EM i Kroatien), siger Bent Nyegaard til hjemmesiden for EM 2018 i Kroatien og tilføjer:
– Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at han i fremtiden bliver en del af det danske landshold. Der er ingen vej uden om ham i fremtiden.
Læs også: Michael Damgaard lovpriser Lasse Møller
Danmark har mange dygtige spillere på venstrebacken, pointerer Bent Nyegaard, og han nævner bl.a. Mikkel Hansen og Michael Damgaard. Håndboldkommentatoren giver dog Lasse Møller mange rosende ord med på vejen.
– Lasse Møller har bestemt nogle kompetencer, der kunne blive nyttige. Han har størrelsen, han har skuddet, og så er han ekstremt god til at vurdere hver eneste situation, lyder det fra Bent Nyegaard.