Sebastian Bartholdt forlænger med Aalborg Håndbold
Pressemeddelelse fra Aalborg Håndbold:
28-årige Sebastian Barthold kom til klubben i 2017, og han har nu skrevet under på en aftale, der forlænger samarbejdet frem til sommeren 2022.
Vores norske venstre fløj har siden sin ankomst vist, at han er en af de absolut førende på sin position i Primo Tours Ligaen. I indeværende sæson har han igen vist stor målform og er vores mest scorende spiller med 133 mål, mens det i alt er blevet til mere end 100 kampe og 400 mål i Aalborg-trøjen.
– Sebastian er en utrolig dygtig spiller, og han er ikke blot rigtig vigtig for os på banen, men han udfylder også en stor rolle i omklædningsrummet. Han har i en lang periode vist, at han kan præstere på et rigtig højt og stabilt niveau, og vi glæder os meget til at fortsætte samarbejdet, siger Jan Larsen.
– Jeg glæder mig til at fortsætte i Aalborg, hvor jeg trives rigtig godt både på og udenfor banen. Min tid i Aalborg Håndbold har budt på mange store håndboldoplevelser, og jeg vil kæmpe hårdt for at være med til at sikre mere succes til klubben og de mange fantastiske fans, siger Sebastian Barthold.