Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

FHK-træner udpeger nøglen mod forstærket GOG-hold

Fredericia Håndboldklubs assistenttræner Michael Wollesen kræver disciplin og lav fejlmargin, når FHK lørdag møder et tempostærkt GOG-mandskab i Svendborg.

Fredericia Håndboldklub drager lørdag eftermiddag til Fyn for at krydse klinger med GOG i Arena Svendborg. Gæsterne kommer med selvtillid efter en sejr over TMS Ringsted, hvor en stærk defensiv foran en velspillende Torbjørn Bergerud samt et velfungerende kontraspil lagde fundamentet.

Det er netop de dyder, som assistenttræner Michael Wollesen håber at se videreført mod fynboerne, fortæller han til klubbens hjemmeside:

“Vi kommer fra en kamp mod TMS Ringsted, hvor vi havde en rigtig god keeperpræstation og i store dele af kampen også en god forsvarspræstation. Vi fik langt om længe gang i kontraspillet, hvor vi fik en del scoringer i den fase. Så vi håber selvfølgelig, at alle de gode ting fra den kamp er noget, vi kan tage med ind til GOG-kampen.”

Historisk set har FHK haft et godt tag på gultrøjerne med tre sejre i fire indbyrdes opgør i den forgangne sæson. Alligevel advarer Wollesen kraftigt mod et forstærket GOG-mandskab, hvor navne som Manuel Zehnder, Óli Mittún og Hjalte Lykke bringer enorm duelstyrke og fart ind i bagkæden:

“Vi forventer en kamp med en masse fart og masser af tempo. GOG er et hold, som spiller ekstremt hurtigt og satser meget på kontradelen. De er meget dygtige i deres dueller i angrebet og i deres tempospil, så vi skal være i stand til at stå imod og få lukket ned. I den anden ende skal vi være ekstremt dygtige med bolden og minimere vores tekniske fejl. Kan vi det, så har vi en god chance for at tage point.”

Opgøret fløjtes i gang lørdag klokken 16.00 i Arena Svendborg.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder