Team Esbjerg-fløjen Elin Hansson kunne fredag fejre sin 30-års fødselsdag, men den svenske spiller måtte først igennem den danske pebertradition. Det blev gjort grundigt af holdkammeraterne efter fredagens træningskamp.
Ifølge MigogEsbjerg.dk blev Hansson taget med udenfor hallen, hvor holdkammeraterne gennemblødte hende med koldt vand, inden hun blev dækket i peber. Hun blev desuden tapet fast til et træ, så flugtmulighederne var begrænsede.
– Lige nu kan jeg ikke se ret meget, må jeg indrømme. Skrækkelig og sjov tradition. Jeg var ikke i Danmark, da jeg fyldte 25 år. Er det ikke noget med kanel?, siger Hansson ifølge MigogEsbjerg.dk.
Den svenske landsholdsspiller har desuden kontrakt med vestjyderne frem til sommeren 2028.





























