Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Brutal lussing til millionprojektet: HØJs dyre stjerner i chokerende nederlag

Stjernespækkede HØJ Elite led et sensationelt 34-37-nederlag mod Rækker Mølle i en hæsblæsende gyser i mændenes 1. division.

Der blev leveret en af de største overraskelser i nyere dansk håndboldhistorie, da storsatsende HØJ Elite torsdag aften gæstede Rækker Mølle Håndbold i 1. division.

På trods af et stjernespækket mandskab med etablerede verdensstjerner som målvogter Jannick Green, den svenske fløjstjerne Hampus Wanne og den norske landsholdsstreg Thomas Solstad på banen, måtte de tårnhøje oprykningsfavoritter forlade det vestjyske med et højst sensationelt nederlag på 34-37.

Sjællænderne måtte for anden kamp i træk klare sig uden bagspillerprofilen Lasse Andersson, der ligesom i premiren mod Aarhus sad over med en skade, men selv uden landsholdsskytten lignede det længe en pligtsejr på papiret.

I første halvleg styrede favoritterne da også begivenhederne anført af en stærk Thomas Solstad på stregen, og gæsterne kunne gå til pause foran 18-16 efter at have ført med fem kasser undervejs.

Efter pausen eksploderede opgøret foran et ekstatisk hjemmepublikum, hvor et heroisk kæmpende Rækker Mølle-mandskab åd sig fuldstændig ind på HØJ-stjernerne.

Magnus Kronborg og Mathias Troelsen spillede deres livs kamp for værterne og bombede ufortrødent kasser ind bag Jannick Green og HØJ-forsvaret, mens favoritterne samtidig koksede i afgørende momenter med flere brændte straffekast fra både Linus Arnesson og Hampus Wanne.

Efter et tæt parløb frem til stillingen 28-28 knækkede filmen fuldstændig for stjernerne i det sidste kvarter, da Rækker Mølle bragte sig foran med fire scoringer ved stillingen 35-31 og kørte sensationen stensikkert i hus mod et rystet sjællandsk mandskab.

Optimistisk skadesstatus fra Lasse Andersson
Lasse Andersson har misset begge HØJ-kampe i 1. division på grund af knæproblemer. Efter premieren lød meldingen, at landsholdsprofilen forventede at være tilbage inden længe.

HØJ – Aarhus Håndbold i tal
HØJ åbnede sæsonen med en overbevisende 32-22-sejr over Aarhus, hvor Hampus Wanne scorede ni gange og Thomas Solstad fem. Få dage senere kom det sensationelle nederlag til Rækker Mølle.

TSØ klar til stjernemødet med HØJ i pokalturneringen
Allerede inden sæsonstart blev HØJ beskrevet som et usædvanligt stjernespækket 1. divisionshold med navne som Lasse Andersson, Jannick Green og Thomas Solstad. Det gør nederlaget til Rækker Mølle endnu mere opsigtsvækkende.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder