Dansk keeper skifter til de svenske liga-ettere
Lige siden sommeren 2023 har den danske målvogter Anne Sofia Guldager været på holdkortet hos den svenske ligaklub Skara HF.
Her havde hun egentlig kontrakt til sommeren 2025, men den er nu blevet revet over, da den 21-årige dansker skifter til ligakonkurrenterne fra Kristianstad HK med øjeblikkelig virkning.
Kristianstad HK’s keeper Miranda Nasser har desværre pådraget sig en korsbåndsskade og klubben har set sig nødsaget til at finde en erstatning. Her er valget altså faldet på talentfulde Anne Sofia Guldager og det er en opgave, som danskeren ser frem til.
”Det er en stor mulighed for mig, at det lykkedes så godt. Nu glæder jeg mig til at være med og gøre mit bedste med mit nye hold”, siger hun til Skara HF’s hjemmeside.
Kristianstad HK ligger i øjeblikket helt øverst i tabellen efter tre spillede kampe.