Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

De røvede en halv times søvn fra mig: Tysk landsholdsstjerne deler vilde doping-anekdoter og bizart råd

Justus Fischer åbner i podcasten Fischer & Friend op om uanmeldte dopingkontroller og søvntab. Den tyske landsholdsstjerne deler desuden et bramfrit råd til at aflevere urinprøver.

De to tyske landsholdsprofiler Justus Fischer (TSV Hannover-Burgdorf) og David Späth (Rhein-Neckar Löwen) giver i den seneste episode af deres podcast »Fischer & Friend« et ærligt og underholdende indblik i hverdagen som professionelle håndboldstjerner.

I podcasten, som det tyske medie Bild har omtalt, vender de to DHB-spillere alt fra udfordringer med højden i forlystelsesparker til de strenge krav om dopingtest. Som landsholdsspillere skal de konstant indberette deres opholdssted til det tyske antidopingagentur (NADA), så kontrollanterne kan træffe dem med en times varsel.

Den 23-årige stregspiller Justus Fischer fortæller om en morgen, hvor kontrollanterne bankede på døren før tid:

“Jeg skulle op klokken 6.30, og NADA vækkede mig klokken 6.00. De røvede simpelthen den sidste halve time fra mig. Den halve time er bare så vigtig for hovedet. Det er en meget fornuftig sag, men klokken seks om morgenen slår det bare lidt hårdt indimellem.”

Fischer deler desuden et bramfrit råd til andre atleter, der måtte kæmpe med at levere den obligatoriske urinprøve på kommando under opsyn:

“Mit ‘lifehack’ til alle atleter, der lytter med: Hvis I ikke kan tisse, så prøv at lave stort. Hvis du laver stort, er du nødt til at tisse.”

Ud over dopingkontroller bød podcasten også på muntre beretninger fra en tur i Europa-Park, hvor 2,01 meter høje David Späth og holdkammeraten Robert Timmermeister (2,02 meter) måtte forlade en rutsjebane med en højdegrænse på 1,95 meter, fordi sikkerhedsbøjlen simpelthen ikke kunne presses ned.

Begge spillere vender dog snart tilbage til hverdagen på banen. Torsdag aften møder Späths Rhein-Neckar Löwen netop Frisch Auf Göppingen, mens Fischer og Hannover-Burgdorf lørdag skal i ilden mod SG BBM Bietigheim.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder