Onsdag aften tørner Füchse Berlin og 2. Bundesliga-klubben 1. VfL Potsdam sammen i ottendedelsfinalen i DHB-Pokal. Opgøret er alt andet end ordinært, da klubberne gennem en årrække har haft et tæt samarbejde om talentudvikling, fællestræninger og spillerudveksling.
I centrum for det hele står Füchse Berlins karismatiske administrerende direktør Bob Hanning (58), der befinder sig i en højst usædvanlig trippelrolle: Ud over at stå i spidsen for Füchse er han ulønnet sportsdirektør hos modstanderen Potsdam – og som om det ikke var nok, sidder han under selve pokalkampen i kommentatorboksen som ekspert for tv-stationen Dyn.
Den tætte relation har gentagne gange skabt spekulationer om aftalt spil, men over for Sport Bild afviser Hanning enhver snak om staldordre:
“Det er to fuldstændig selvstændige klubber. VfL Potsdam får naturligvis ingen staldordre, men skal og vil sætte alt ind på at vinde. Sådan er sport, sådan fungerer sport, og vi er her altså ikke i Formel 1.”
Füchse Berlins danske cheftræner Nicolej Krickau (39) er lige så kontant:
“Vi vinder. Den slags kommer slet ikke i spil.”
Selvom Potsdam slås med skadesproblemer, betegner Hanning kampen som sportsligt værdifuld for Füchse som optakt til lørdagens gigantopgør i Bundesligaen mod THW Kiel:
“Det er en kamp mellem venner, som vi ser meget frem til. VfL Potsdam er en af vores vigtigste partnere i Füchse-systemet, hvilket Tim Schröders udvikling tydeligt illustrerer. For Füchse er det en modstander, der skal tages yderst seriøst, men i forhold til rejseaktivitet efter landsholdspausen og det forestående Kiel-brag er det et optimalt lod.”




























