LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Dramatiske og bizarre scener i Boxen: - Hvad fanden skete der lige?

Danmarks sidste mellemrunde ved VM mod Tjekkiet blev pludseligt stoppet i en håndfuld minutter, da en aktivist lige synes, han skulle have opmærksomhed. 

Men så fik den danske landstræner Nikolaj Jacobsen nok og tog sagen i egen hånd. 

Vagterne i Jyske Bank Boxen var umiddelbart (alt for) længe om at få benene på nakken i forhold til at få stoppet baneløberen, der kastede med orange konfetti over et forholdsvist stort areal på det blå halgulv.

Den danske landstræner tog fat i aktivisten og skubbede ham i retningen mod udgangen, inden vagtværnet vågnede op og fik taget hånd om episoden, som fik de mange tusinde danske fans til at sidde måbende tilbage, imens samtlige spillere, ledere og trænere begyndte at feje og samle affaldet op.

Ekspert Lars Rasmussen sad også helt overrasket og så til, imens de dramatiske og bizarre scener rullede over tv-skærmen:

- Her er det jo helt på sin plads at sige “what the fuck is going on?". Hvilken idiot der lige synes, han skulle have fem sekunders opmærksomhed og ødelægge en håndboldfest. Altså, hvad fanden skete der lige der?, siger ekspert Lars Rasmussen til HBOLD.dk.

- Heldigvis er det ikke noget, vi ser så tit i håndboldsporten hvis overhovedet nogensinde. Men det gør absolut ikke denne episode mindre opsigtsvækkende, forkert og utrolig kikset - og mest af alt pinlig for hovedpersonen selv. Det er pinligt og sølle gjort.

- Og gudskelov var der ikke nogen, der kom noget til skade eller noget andet alvorligt. Det havde ikke været til at bære. Alligevel er det møgubehageligt at se, og det bør ikke kunne ske. Men sådan en situation er jo svær at opfange. Nu kan vi håbe, at idioten får en lang og hård straf, fordi sådan en aktion skal aldrig kunne betale sig. Det skal ikke blive en trend. Det er jo sådanne billeder, man håber, vi aldrig skal se til nogen former for sportsevents,  slutter Lars Rasmussen.

Danmark vandt den sidste mellemrundekamp med cifrene 28-22. 

Nu venter hele tre hviledage, inden kvartfinalen spilles på onsdag i Oslo, hvor også den ene semifinale samt medaljekampe skal spilles.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder