Ekspert efter kampen mod Norge: Danmark har et helt andet niveau ved VM
Lige nu er det danske herrelandshold samlet, hvor de spiller EHF Euro Cup, hvor de onsdag aften spillede mod Norge, og på søndag venter der endnu en kamp mod Sverige.
Kampen mod Norge var ikke den mest velspillede kamp, og der var også nogle fejl i løbet af opgøret, men det blev dog alligevel til en forholdsvis sikker dansk sejr på 32-27.
Det var første gang, de danske herrer var samlet, efter både Mikkel Hansen og Niklas Landin er stoppet på landsholdet, men det er der heller ikke grund til den store bekymring over.
Claus Møller Jakobsen er ekspert på TV2, og han mener, at Danmark skal vise endnu mere i den kommende kamp mod Sverige, men han er slet ikke nervøs for, hvordan holdet står til det kommende VM i januar.
- De skal komme med mere allerede på søndag mod Sverige, for ellers får de det rigtig svært. Men ved VM i januar har vi et landshold på et helt andet niveau, siger Claus Møller Jakobsen til TV2 Sport.