Ét element frustrerer stadig dansk bagspiller
Angrebsspillet flød ikke, som man kunne ønske det i landskampen mod Sverige - men sejren blev hevet hjem på fight mere end finesse, siger Louise Burgaard.
SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, HBOLD.DK): Det danske kvindelandshold vandt tirsdag aften ingen skønhedspris for spillet inde på banen.
Men pyt da med det, når nu cifrene sluttede på 25-23 i dansk favør.
Alligevel frustreret det bagspiller Louise Burgaard, at det danske angrebsspil endnu ikke har vist stabilt højt niveau:
- Ja, selvfølgelig er jeg også frustreret. Man vil da ønske, at det sad lige så skarpt, som vi viste ved VM i perioder. Sådan er det også for nogle af de andre hold. OL er bare en speciel turnering, siger Louise Burgaard til HBOLD.dk og resten af den danske presse:
- Der er noget med tingen, der er anderledes. Det er, som om man er mødt ind i pre-season og skal finde hinanden igen. Et hold som Norge har en bagkæde, der har spillet sammen, siden de var 16 år. Så det er måske lettere for dem at finde sammen. Jeg siger ikke, at vi ikke også har spillet mange minutter sammen men ikke som dem.
Når alt det så er sagt og ment, så kan Danmark ikke komme udenom, at der står fire point på kontoen og en plads i OL-kvartfinalen synes at være meget tæt på nu inden de sidste gruppekampe mod Tyskland og Sydkorea.
- Det er supervigtigt. Tyskland basker Slovenien kæmpestort, og de har et stærkt hold. Tyskerne har måske en formkurve, der er på vej opad efter de to første nederlag. Sydkorea er en mærkelig størrelse, der altid er der til et OL. De kan være supersvære at spille mod, for det er en spillestil, vi ikke er vant til, slutter Louise Burgaard.