Torsdag aften tørner Bjerringbro-Silkeborg og Skjern Håndbold sammen i JYSK arena i en direkte duel om en plads ved Final4. Opgøret regnes som et af sæsonens helt store højdepunkter for begge traditionsklubber, og hos vestjyderne er forventningens glæde stor forud for rivalbraget.
I et interview med Skjern Håndbolds egen hjemmeside lægger bagspilleren Jonathan Würtz ikke skjul på, hvad der er på spil for hele klubben og lokalområdet:
“Vi ser rigtig meget frem til den kamp. Det er en af de vigtigste kampe i år. Det er noget, vi stiler efter at komme til det Final4 hver eneste år. Så det er en utrolig vigtig kamp for hele klubben og hele byen.”
Würtz, som selv var med på holdet, da Skjern spillede pokalfinale mod GOG i 2023, husker tydeligt kulissen i Boxen og drømmer om at gentage oplevelsen:
“Det er en kæmpe oplevelse. Det er noget, få får lov til at prøve. At spille foran en næsten fyldt Boxen er i sig selv en kæmpe oplevelse. Og så at spille om titler er jo også noget, vi godt kan lide.”
Massiv opbakning på udebane og fokus på koldblodighed
Over 200 medrejsende Skjern-tilhængere har meldt deres ankomst til Silkeborg for at skabe en grøn kulisse på lægterne. Den opbakning luner stort i truppen:
“Det kan vi bruge rigtig meget. Det er fantastisk, at folk her fra byen gider tage med til Silkeborg. Så det bliver dejligt for os, og vi håber, at vi kan levere en god kamp for dem.”
Når det gælder selve spillet på halgulvet, advarer Würtz dog mod at forvente champagnehåndbold. Med en plads i Final4 på spil forudser han en rå og kompromisløs dyst:
“Intensitet bliver kendetegnet. Det bliver måske ikke verdens pæneste kamp, for det bliver et opgør, hvor alle de små tricks er med. Så det gælder om at holde hovedet koldt – og det tror jeg på, at vi kan.”





























