Efter landsholdspausen vender klubhåndbolden tilbage for SG Flensburg-Handewitt, der torsdag klokken 19.30 tager imod VfL Gummersbach i GGW Arena i DHB-Pokal.
Pauseperioden har givet cheftræner Aleš Pajović mulighed for et kort visit hos familien i Slovenien, mens de spillere, der ikke var udtaget til landsholdene, fik et par dages restitution. Forud for torsdagens opgør kan cheftræneren glæde sig over en skadesfri trup:
“Alle er tilbage og fit,” lyder det lettet fra Pajović.
Det gælder også den danske landsholdsback Niclas Kirkeløkke, som fik et slag mod hovedet under samlingen med Danmark, men som nu atter træner fuldt med. Ligeledes meldes Blaž Blagotinšek klar efter fysioterapeutisk behandling for en hælspore.
Jagt på revanche mod Obling
Mandskaberne mødtes for ganske nylig i Bundesligaen, hvor Gummersbach snuppede en 31-30-sejr efter en stor præstation af den danske målvogter Bertram Obling. Torsdagens pokalkamp kræver ifølge Pajović justeringer i begge ender af banen:
“Vi vil håndtere et par situationer bedre i forsvaret og spille os frem til endnu større chancer i angrebet. Med fansene i ryggen vil vi give den gas fra start.”
Der meldes tæt på udsolgt i hallen, hvor kun ståpladser resterer til opgøret. Historisk set har Flensburg et solidt tag på Gummersbach i pokalsammenhæng med sejre i samtlige fire hidtidige pokalmøder (2000, 2004 og to gange i 2015).





























