Mathias Gidsel har efterhånden vænnet sig til at være den spiller, som alles øjne rettes imod, når kampene skal afgøres. Gennem sin karriere i Berlin har han gang på gang været den afgørende faktor og den rolle bliver næppe mindre i den kommende sæson.
Füchse Berlin har sagt farvel til flere markante profiler denne sommer, og det betyder, at Gidsel nu får endnu større ansvar i den tyske storklub – en opgave, som han selv er klar til:
“Vi er jo et helt nyt hold, efter at Lasse (Andersson, red.) og Dejan (Milosavljev, red.), vores dygtige målmand i mange år, har forladt os. Så jeg skal blive endnu bedre til at blive ved med at tage ansvar og skabe en kultur på holdet,” siger Mathias Gidsel til TV 2 Sport.
Samtidig er der nu færre danskere i Berlin og det har fået Gidsel til at konstatere, at han “nok bør begynde at lære tysk”.
For selv om den danske højreback ikke nødvendigvis er typen, der råber højest i en timeout, er hans autoritet på banen svær at overse. Gidsels betydning for Füchse Berlin handler om langt mere end ordene i omklædningsrummet. Hans største lederegenskab er måske det, han viser med bolden i hænderne:
“Han sætter så tårnhøje krav til sine omgivelser. Han bliver bare skarpere og skarpere selv, så han skal virkelig hive sit hold i samme retning og skabe kulturen i Füchse Berlin,” siger TV 2 Sports Bent Nyegaard.
Det bliver en anderledes trup, Gidsel skal forsøge at føre fremad. Lasse Andersson og Nils Lichtlein er blandt de profiler, der ikke længere er en del af Füchse Berlin, og derfor skal klubben finde en ny vej frem:
“Vi skal have respekt for, at man har revet hele fundamentet i angrebet ud fra sidste år, og det, der har båret Füchse Berlin frem i fire år. Nu skal vi bygge noget nyt op, og så må vi se, hvordan det bliver,” siger han.
Den første Bundesliga-opgave venter 29. august, hvor Füchse Berlin hjemme tager imod Melsungen.



























