Gudmundur Gudmundsson: Det er uden tvivl noget, vi som hold skal have løst
På hjemmebane tørnede Gudmundur Gudmundssons tropper sammen med ligakonkurrenterne fra Nordsjælland Håndbold, da de to mandskaber krydsede klinger i 6. spillerunde i Herreligaen.
I Middelfart Sparekasse Fredericia vandt værterne opgøret med de overbevisende cifre 32-23 efter en pauseføring på 11-8.
Se kampen i tal HER
Til trods for den komfortable sejr, mener Gudmundur Gudmundsson, at der fortsat er ting i spillet, som kan optimeres. Han siger følgende til klubbens hjemmeside:
“Vi startede fantastisk, og jeg synes, at forsvaret stod virkelig godt, og Thorsten stod fantastisk i målet. Men vi bliver nødt til at kigge på, at vi laver for mange tekniske fejl i kampen og dem skal vi have reduceret. Det er uden tvivl noget, vi som hold skal have løst. Vi havde perioder, hvor vi var udfordrede i angrebet, men vi kom stærkt igen i anden halvleg og spillede os til en sikker sejr. En sejr, som er meget vigtig, fordi hver eneste kamp betyder så meget i et tætpakket program.”
Næste ligaopgave for Gudmundur Gudmundsson og co. er på mandag, hvor de på hjemmebane støder sammen med Ribe-Esbjerg HH.
Inden da venter der et europæisk brag i den franske hovedstad, når fredericianerne møder PSG i Machineseeker EHF Champions League.