Henrik Møllgaard er i gang med sin anden sæson som assistenttræner i Paris SG, men hvad der venter efter sommeren 2027, er endnu et åbent spørgsmål.
Samarbejdet med Stefan Madsen stopper efter sæsonen, når den danske træner vender hjem for at tage over i HØJ Elite. Møllgaard har dog ingen planer om at følge med ham.
Den tidligere Aalborg-profil trives nemlig i sin nye rolle og er samtidig blevet en del af Nikolaj Jacobsens stab på det danske landshold. Alligevel er der endnu ingen aftale om hans næste klubjob.
“Det er ikke engang bare for at stå og lyve over for journalisten, men det er helt uvist, hvad der skal ske. Jeg kom herned sammen med Stefan, men vi er ikke en samlet pakke på den måde” , siger Henrik Møllgaard til Nordjyske.
Henrik Møllgaard afviser samtidig, at han nødvendigvis skal fortsætte sammen med Stefan Madsen. Faktisk ser han positivt på muligheden for at få nye impulser under en anden cheftræner.
Og selv om han på længere sigt godt kan se sig selv som cheftræner, mener han ikke, at tiden nødvendigvis er inde allerede efter de to år som assistent.
Indtil videre handler det derfor om at få mest muligt ud af den kommende sæson i Paris – og så må fremtiden vente.





























