Jesper Jensen ønsker mere nuanceret debat om kvindelandsholdet
Landstræner Jesper Jensen kan ikke lade være med nogle gange at blande sig og læse kommentarer, meninger og holdninger fra de mange håndboldfans, der blander sig i debatten derude.
OLYMPIC VILLAGE (PARIS, HBOLD.DK): Den danske landstræner gør meget ud af ikke at lade mediernes meninger, fansenes gode råd og alle eksperters holdninger fylde meget - hvis overhovedet noget under en slutrunde.
Alligevel har han læst med et par gange i, hvad Jesper Jensen kalder for en form for beskyttelse overfor de danske spillere, hvis de er særligt i modvind.
Som dansk landstræner skal man i hvert fald ikke være bange for at løbe tør for gode råd og ideer:
- Som udgangspunkt er det fedt, at folk har holdninger. Jeg bliver irriteret nogle gange både med rette og urette. Jeg prøver altid at vende det rundt. Det værste ville være, hvis folk var uinteresserede. Så fik vi ikke løn for vores job. Så kunne vi ikke leve af den hobby, vi elsker, siger Jesper Jensen til HBOLD.dk og fortsætter:
- Det er superfedt, at der er holdninger. Nogle gange håber vi på, at der kommer endnu flere nuancer i det. Der synes folk nogle gange, at det er røvsygt at høre på. Så kan man være enig eller uenig. Sådan er det altid, men det er dejligt, at folk går op i det.
- Læser du lidt med en gang imellem?
- Når du nu siger lidt, er det ikke sådan, at jeg siger aldrig. Men jeg holder mig meget væk fra det. Hvis jeg føler, at der er spillere, der især er i stormvejr, så kan jeg godt læse for at finde ud af, hvor stort stormvejret er og prøve at undersøge lidt på det.-
- Men som udgangspunkt prøver jeg at holde mig væk, for jeg synes, som regel ikke det hjælper noget, det der kommer fra mig og os. Men jeg læser med i en form for beskyttelse, kan du kalde det.
Jesper Jensen understreger, at han undervejs ved dette OL ikke som udgangspunkt har følt trang til at læse med.
Humøret fik da et nyk opad ovenpå sejren over Sverige, der i kampens sidste ni minutter blev vendt fra 21-23 til 25-23 uden en eneste svensk scoring:
- Det hjælper at få en sejr. Der er sport generelt helt utrolig unuanceret, og det bliver iv også. Vi prøver altid at skabe nuancer, men det bliver resultattavlen, der kommer til at vise det. Havde vi tabt mod Sverige, så havde vi selv og omverdenen syntes, at der var alle mulige ting, vi skulle have rettet.
- Nu er stemningen sådan, ”det var da meget godt”. Vi synes, der er en masse ting at rette på, men vi er glade for kvalitetsløftet. Sejren betyder meget. Skuldrene sænker sig lidt, fordi kvartfinalekniven blev trukket en smule op, slutter Jesper Jensen.
Danmark skal i kamp for fjerde og næstsidste gang i det indledende gruppespil, når Tyskland venter klokken 19.00 i aften.