LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Kulturbærer sætter sin underskrift på ny aftale med GOG

Den 30-årige fløjspiller forlænger med fynboerne frem til sommeren 2027.

Mens en ny æra nærmer sig med den nye hjemmebane i Arena Svendborg, er der andre ting i GOG, der ikke vil ændre sig.

Kasper Kildelund har netop underskrevet en ny aftale, der forlænger hans kontrakt med klubben frem til sommeren 2027, og for den 30-årige højrefløj var det en let beslutning.

“Ja, det har jo ikke været så svært. For mig handler det om, at jeg er glad for at være i klubben, og jeg er glad for at gå på arbejde. Så det var en meget, meget nem beslutning. Som håndboldspiller ved man altid, at når ens kontrakt er ved at udløbe, skal man lige finde ud af, hvad der skal ske, så kontrakten giver jo selvfølgelig noget ro, som jeg er glad for,” fortæller Kasper Kildelund i en pressemeddelse, og som helt bogstaveligt talt har været en del af klubben det meste af sit liv, da begge forældre altid har haft deres gang i klubben.

Kasper Kildelunds mor, Vivi, arbejder på kontoret i Gudme, og far, Søren Kildelund, er tidligere GOG-spiller. Faktisk spillede Søren Kildelund DM-finale for GOG den 11. maj 1994, da Kasper Kildelund og tvillingesøsteren Louise kom til verden.

Kildelunds egen karriere i GOG-trøjen begyndte på seniorniveau i klubbens genopbygning efter konkursen i 2010. Efter tre år i TTH Holstebro vendte han tilbage i 2020, og siden har han haft fornøjelsen af at opleve de seneste års succes fra første parket. Og triumferne har ikke taget sulten fra højrefløjen.

“Jeg har haft nogle fantastiske oplevelser her – lige fra ungdomsårene til at vinde mesterskaber som senior. Nu har jeg prøvet at vinde guld et par gange, både som pokalmester og danmarksmester, og det drømmer jeg da om at gøre igen,” siger Kildelund med et smil og slår fast, at han også glæder sig til at blive en del af den nye æra i Arena Svendborg.

“Jeg mærker en fantastisk opbakning, når jeg snakker med folk rundt omkring. De er jo spændte på at komme til Svendborg – det er vi også, både på holdet og mig selv. Vi kan mærke, at der er noget stort i vente, og det bliver fantastisk at komme ud i den nye hal. Jeg tror, det bliver en rigtig, rigtig god hjemmebane, vi får derude,” konstaterer Kildelund, der i den indeværende sæson har fået masser af spilletid i Oskar Vinds fravær.

Og mens træner Kasper Christensen naturligvis beklager skadessituationen, er han glad for, at afløserens skuldre har kunnet bære, da de skulle.

“Jeg synes, at Kasper har gjort det rigtig godt i denne her sæson, hvor vi har manglet Oskar en stor del af tiden på højre fløj. Kasper er en utrolig solid spiller, der også defensivt passer sine opgaver, så jeg er glad for, at han forlænger,” siger træneren.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder