Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Nikolaj Jensen

Landstræner blander sig i ophedet Rasmus Lauge-debat: - Jeg udtager ingen dårlige spillere

Det er ikke gået landstræner Nikolaj Jacobsens næse forbi, at der på de sociale mediers kommentarspor er opstået en ophedet og ganske følelsesmæssig debat om, hvorfor Rasmus Lauge nu også skulle udtages. Nu kommer landstræneren med en løftet pegefinger.

MARIENLYST (HELSINGØR, HBOLD.DK): ”Skulle tage Lasse Andersson med i stedet for Rasmus Lauge”, ”uforståeligt at Nikolaj vælger Lauge fremfor Mensah”, ”Lauge har ikke vist noget længe”, ”det er en stor fejl”, ”smid Lauge ud og Mensah ind”, ”forkert beslutning”. 

Meningerne om særligt 33-årige Rasmus Lauge har været mange, følelserne helt oppe på den høje klinge, og i flere af kommentarsporerne er det stukket helt af. Særligt på baggrund af den kiksede sæson med en glippet DM-semifinale og trænerfyring midt i slutspillet efter 10 kampe uden sejr.

Rasmus Lauge havde det også svært i den netop overstået sæson, hvor forventningerne var høje, men man skal helt ned på 23. pladsen for at finde den stærke playmaker på topscorerlisten og femtepladsen for flest assists. 

Landstræner Nikolaj Jacobsen kaster sig ind i debatten om Bjerringbro-Silkeborg-stjernen Rasmus Lauges udtagelse til OL og minder om en helt særlig ting blandt tastaturkrigerne, sofatrænerne og alle de andre håndboldelskere med en mening:

- Jeg kigger ikke så meget i kommentarerne. Det er mere, når mine børn eller min familie er inde at kigge, og fortæller mig om det. Jeg gør det en gang imellem, men jeg lader mig ikke påvirke af det. Det bliver meget negativt, og jeg kan ikke bruge det til så meget, andet end det skaber irritation, siger Nikolaj Jacobsen til HBOLD.dk og fortsætter:

- Jeg synes, det er rigtig fint, at jeg kan godt lide, der er diskussion. Folk må have alle de holdninger, de vil. Min bøn er, at det ikke bliver personligt. Man skal ikke genere spillerne på det personlige plan. Der er ingen her, der er dårlige. Det skal vi huske på, og det kan være, folk har deres favoritspillere. Det er også fint: Men gør det på en faglig og saglig måde.

- Jeg er helt med på, at Rasmus Lauges sæson ikke har været helt tiptop. Der har været mange udfordringer både for Lauge og BSH generelt. Alle de ting følger jeg selvfølgelig med i. Men i sidste ende er det mig, der skal arbejde med spillerne og mig, der skal få det til at fungere. Jeg har ikke lyttet til, hvad alle andre synes. Der er jeg nødt til at tro, at jeg er dygtig nok som træner til at få det maksimale ud af Rasmus Lauge. Nu tager vi også Thomas Arnoldsen med, og det er vigtigt for os at have en rutineret mand med i Lauge og Mikkel Hansen, så Arnoldsen ikke skal rende rundt og styre det hele selv. 

Som landstræner for det danske herrelandshold står Nikolaj Jacobsens beslutninger, udtagelser og trænerledelse altid til diskussion ude i stuerne.

Folk er ikke bange for at komme med deres uforbeholdne mening om dit og dat, men uanset hvad der kommenteres på, så minder landstræneren om at holde det et professionelt plan og ikke personligt:

- Selvfølgelig følger jeg med. Jeg er helt overbevist om, at der er mange, der havde set, at Rasmus Lauge ikke skulle med. Folk skal huske på, det er ud fra det, jeg synes. Folk må rigtig gerne have en mening. Husk nu bare på, at det ikke skal blive personligt men altid kig på det faglige. 

- Det er ud fra mit håndboldkoncept. Det er ikke ud fra noget andet. Jeg skal kunne se de spillere i de ting, som jeg gerne vil arbejde med, og det jeg tror på. Der har Lauge altid udfyldt de roller, jeg har sat ham i. Han bliver ikke vurderet på, om han laver 8 eller 10 mål. Han bliver vurderet på andre ting, som at få sat andre folk i scene og andre ting, slutter Nikolaj Jacobsen.

OL 2024 bliver Rasmus Lauges 12. slutrunde for det danske herrelandshold, som han fik debut for tilbage i 2010. Han står noteret for 167 landskampe og 412 mål.

Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER